Hjemløsestrategiens målsætninger:
Ufrivilligt hjemløse bør ikke være nødsaget til at overnatte på gaden
Indsatsen skal styrke det opsøgende og opsporende arbejde med henblik på at give gruppen af "gadesovere" andre muligheder end at sove på gaden. Derudover skal man sikre et bedre flow igennem forsorgshjemmene, så "gadesoverne" kan få en plads, hvis de ønsker det. Endelig skal man etablere rummelige og fleksible botilbud, der i højere grad imødekommer gruppens behov såsom f.eks. de skæve huse.
Ophold på forsorgshjem eller herberg bør ikke vare mere end 3-4 måneder for personer, der er parate til at flytte i en bolig med den fornødne støtte
For at sikre en hurtigere udslusning fra forsorgshjemmene skal det socialpædagogiske arbejde styrkes samtidig med, at man øger mulighederne for at komme videre til skæve boliger, udslusningsboliger, midlertidige kommunale botilbud og bofællesskaber. En begrænsning af opholdstiden på forsorgshjem vil desuden bidrage til, at der bliver bedre plads til at gøre en ekstra socialpædagogisk indsats for at række ud til "gadesoverne".
Unge bør som udgangspunkt ikke opholde sig på et forsorgshjem, men tilbydes andre løsninger efter serviceloven eller almenboligloven
Unge mennesker bør ikke være henvist til en plads på et forsorgshjem eller herberg, hvor de risikerer at blive fanget i en længerevarende marginaliserings- og udstødelsesproces. I stedet for forsorgshjem har kommunen bl.a. mulighed for at henvise de unge til en ungdomsbolig til unge med særlige behov.
Løsladelse fra fængsel og udskrivning fra sygehus eller behandlingstilbud, bør forudsætte, at der er en løsning på boligsituationen
SFI-undersøgelsen viser, at 8 pct. af de hjemløse kommer fra fængsler eller er udskrevet fra hospitaler eller behandlingstilbud, uden at der er en boligløsning. Man kan begrænse risikoen for hjemløshed ved at sætte fokus på disse livsovergange, og at der sikre en bedre koordinering mellem de involverede myndigheder omkring handleplaner mm.
|