|
Regeringen vil bekæmpe vold og overgreb mod børn og kvinder og hjælpe ofrene til en mere tryg tilværelse.
Mange børn vokser op i familier med vold. Vold og overgreb kan være mange forskellige typer af handlinger. Børnenes symptomer er ikke ens. Hos små og mindre børn kan psykiske og fysiske overgreb vise i barnets adfærd som apati, hyperaktivitet, gråd, irritabilitet og uharmonisk forhold til forældrene.
Hos større børn og teenagers kan man se lav selvtillid, mistillid, forsinket udvikling, angst eller aggressiv adfærd. Angste børn kan have lidelser som selvdestruktion, psykiske forstyrrelser og psykosomatiske problemer, og passivitet. De aggressive kan være ukoncentrerede, hyperaktive, uden selvkontrol og voldelige.
Regeringen og Folketinget har derfor bevilget 40 mio. kr. over 4 år til et udslusningsprojekt for kvinder og børn, der forlader et krisecenter, så kommunerne kan støtte kvinderne og børnene.
I 2005 til 2009 blev der afsat i alt 60 mio. kr. til at igangsætte initiativerne i regeringens handlingsplan til bekæmpelse af mænds vold mod kvinder og børn i familien.
I denne forbindelse er der afsat 2 mio. kr. om året til behandling af børn, der er udsat for vold.
Folketinget har vedtaget, at børn og unge, der har været udsat for eller overværet vold og som er med deres mor på krisecenter kan få psykologhjælp.
Regeringen iværksatte i 2004 en handlingsplan mod børnemishandling. Handlingsplanen sætter fokus på at:
- Skærpe opmærksomheden hos såvel fagfolk som privatpersoner gennem kampagner, uddannelse og anden oplysningsvirksomhed, så tilfælde af børnemishandling opdages tidligt, så man kan sætte ind over for problemet.
- Arbejde målrettet med forebyggelse af børnemishandling i udsatte befolkningsgrupper.
- Arbejde på udvikling af samarbejdet mellem forskellige dele af den offentlige sektor for at sikre, at indsatsen mod børnemishandling er så effektiv som muligt.
Folketinget vedtog november 2006 en opfølgning på handleplanen, og dermed intensivere indsatsen over for voldsramte børn og kvinder. Konkret betyder det at Socialministeriet vil:
- opkvalificere fagpersoner til at kunne aflæse signaler om mistrivsel hos børn
- sikre, at kommunerne får de rette underretninger og følger op på dem og at kommunerne har de nødvendige forudsætninger for en kvalificeret og effektiv håndtering af underretninger om vold mod børn
- følge op på kommunernes børnepolitikker med henblik på formidling af best practice
- gennemføre undersøgelse af kommunernes praksis vedrørende børns mistrivsel
- evaluere regeringens handlingsplan mod børnemishandling samt handlingsplanen til bekæmpelse af vold mod kvinder og børn.
I forhold til kvinder og børn på krisecentre har regeringen og satspuljepartierne i 2006 bevilget 40 mio. kr. over 4 år til et udslusningsprojekt for kvinder og børn, der forlader et krisecenter. Kvinder og børn skal hjælpes til en tilværelse uden vold.
Regeringen fastholder fokus på bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn. Regeringen udgav i 2003 en handlingsplan om bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn, hvor særlige indsatsområder prioriteres.
For mange danske børn har været udsat for seksuelle overgreb, der er strafbare. Forskellige undersøgelser viser forskellige resultater. Men uanset omfang må seksuelle overgreb på børn ikke forekomme. Det skal indberettes til politi og sociale myndigheder.
Børnenes symptomer kan være meget forskellige. I barndommen kan bl.a. ses seksuelle adfærdsproblemer, ængstelighed og frygtsomhed, posttraumatisk stressforstyrrelse, selvdestruktiv adfærd og selvmord, antisocial adfærd, lav selvværdsfølelse og depression.
I voksenalderen er beskrevet seksuel dysfunktion, ængstelighed, postraumatisk stressforstyrrelse, lav selvværdsfølelse, depression, selvmordsforsøg, stofmisbrug, borderline personlighedsforstyrrelser og øget risiko for at begå seksuelle forbrydelser mod børn.
Regering og Folketing har derfor taget en række initiativer i kampen mod seksuelle overgreb.
Socialministeriet har i 2001 oprettet SISO, som er ”Videnscentret for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn”, www.siso-boern.dk. SISO har ydet en stor indsats – og gør det fortsat. I efteråret 2005 modtog samtlige kommuner i Danmark et inspirationskatalog om kommunale beredskaber, hvor SISO gjorde opmærksom på, at de kan give rådgivning i forhold til taklingen af seksuelle overgreb på børn og unge.
Den primære målgruppe for rådgivningen er myndighedssagsbehandlere, der har ansvaret for sagsstyring og koordinering i kommunen.
Herudover er pædagoger, folkeskolelærere, sundhedsplejersker, praktiserende læger, børn, forældre og pårørende altid velkomne til at ringe og drøfte bekymringer, tvivl, mistanke eller konkrete tilfælde af seksuelle overgreb mod børn.
SISO har ligeledes udarbejdet undervisningsmateriale vedrørende seksuelle overgreb til alle faggrupper, der arbejder med børn, unge og familier. Undervisningsmaterialet afprøves i øjeblikket på pædagogseminarier, sociale højskoler og et lærerseminarium. Materialet ligger tilgængeligt fra starten af april 2007 på SISOs hjemmeside, www.siso-boern.dk.
På hjemmesiden www.voresansvar.dk kan der hentes informationer om de tegn og signaler, man skal være opmærksom på hos børnene, og også om hvordan man skal forholde sig til børn, der har været udsat for seksuelle overgreb.
I løbet af 2005 og 2006 har der været afholdt kampagner om underretningspligten henvendt til den brede befolkning og til fagpersoner.
Janus er et projekt for krænkere. Janus tilbyder ambulant behandling af unge krænkere. Janus tilbyder udredning, psykologisk behandling og pædagogisk indsats samt rådgivning af fagpersoner.
Der er udkommet en undersøgelse om omfanget og karakteren af seksuelle overgreb på handicappede børn, og ultimo 2007 færdiggører SISO en undersøgelse om omfanget af seksuelle overgreb på anbragte børn.
SISO har fået fornyede bevillinger for de næste 4 år og skal fremadrettet hjælpe kommunerne med at udarbejde levende beredskaber for seksuelle overgreb på børn og unge.
Regeringens handlingsplan om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, Justitsministeriet/Socialministeriet, august 2003. Handler om indsatsområder som forebyggelse, håndtering af mistanke, retsforfølgning, støtte, indsats over for krænkerne og den internationale indsats.
"Seksuelle overgreb mod børn i Danmark", Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed, 2000. Belyser omfang og karakter af seksuelle overgreb mod børn i Danmark i slutningen af 1990’erne.
"Seksuelle overgreb på mennesker med handicap", Elsebeth Kirk Muff, SUS, 2001. Litteraturstudie om undersøgelser, artikler og undervisnings-materialer om overgreb på mennesker med handicap.
"Overgreb mod børn – Ser du det? Gør du noget?", Det Kriminalpræventive Råd, november 2002. Belyser symptomer og et beredskab for fagpersoner.
"Mistanke om seksuelle overgreb mod børn i dagsinstitutioner", Else Christensen, SFI, juni 2003. Undersøgelse om mistanke om seksuelle overgreb i daginstitutioner.
"Senfølger af overgreb: Voksne med følger af seksuelle overgreb i barndommen – hvad er senfølgerne og hvordan kan man hjælpe?", Kristian Larsen, VFC-udsatte, 2006.Oversigt over senfølger samt mulighederne for at hjælpe.
"Støtte til seksuelt misbrugte: Håndbog over 16 centre, der hjælper mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb", Annelise Pawlik og Flemming Pedersen, VFC-udsatte, 2006. Oversigt over centre, der hjælper voksen, der i barndommen har været udsat for seksuelle overgreb.
"Ligesom at komme hjem ….: Selvhjælpsgrupper for seksuelt misbrugte", Lise Barlach og Flemming Pedersen, VFC-socialt udsatte, 2006. Hvordan fungerer selvhjælpsgrupper i arbejdet med senfølger af seksuelle overgreb.
"At bestige bjerge. Gruppeterapi for seksuelt misbrugte mænd", Jette og Lone Lyager, VFC-udsatte, 2005. Gruppeterapeutisk arbejde med mænd udsat for seksuelle overgreb. Cases, behandling og metoder.
"Seksuelle overgreb mod børn og unge, en antologi om forebyggelse og behandling", Jill Mehlbye, Annette Hammershøi, Forskningsnetværket om seksuelle overgreb mod børn, 2006. Erfaringer gennem de seneste år om emnet i Danmark.
"Seksuelle overgreb på børn og unge på daginstitution – omfang og indsats", Jill Mehlbye, AKF, 2006.
|