A+ | A- | Print | Send | Læs højt
Billede af tre glade børn

Børn, unge og familie

"Danmark står overfor en ny udfordring, som ikke først og fremmest bunder i mangel på penge, men snarere i mangel på muligheder som følge af mangel på sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle kompetencer.

Regeringen vil iværksætte en bred indsats for at løfte denne udfordring og give alle lige muligheder for at begå sig i det danske samfund.

Målet med indsatsen er at styrke de personlige ressourcer hos børn og unge, der er udsatte eller er i risiko for at blive udsatte, samt deres forældre, så de bliver i stand til at udnytte samfundets muligheder og skabe sig en god tilværelse med ansvar for deres eget liv."

(Regeringsgrundlaget 2007)

Konkrete initiativer

Lige muligheder - styrkede personlige ressourcer og social sammenhængskraft
Regeringen vil gennemføre en omfattende og flerårig plan med henblik på at sikre lige muligheder for udsatte børn og unge. Planen indeholder initiativer, der skal styrke forældrenes evner til at tage ansvar for deres eget og deres børns liv. Initiativer, der skal styrke de udsatte børn og deres forældre gennem en tidlig indsats. Og initiativer, der skal styrke de udsatte børn og unges netværk. Samlet skal planen styrke de sociale ressourcer hos børnene og deres familier og medvirke til at bryde den negative sociale arv.

Støtte til socialt udsatte børns deltagelse i fritidsaktiviteter
Regeringen vil styrke kommunernes mulighed for at yde økonomisk og anden støtte til udsatte børns deltagelse i fritidsaktiviteter og etablere idrætstilbud, fx sport camps i udsatte byområder, i samarbejde med lokale idrætsforeninger og SSP-netværk. Studier viser, at børn i udsatte familier i mindre grad end andre børn deltager i såvel organiseret som uorganiseret fritidsliv. Det er et problem, da netop fritidsaktiviteter kan give udsatte børn en mulighed for at mødes på lige fod med andre og også give adgang til at møde rollemodeller og få et netværk.

Konkrete initiativer

Styrket indsats i forbindelse med vold i hjemmet
Regeringen vil styrke indsatsen i forbindelse med vold i hjemmet. Indsatsen skal ikke kun fokusere på de voldsramte ægtefælle, men også på den voldelige ægtefælle og børnene. Regeringen vil blandt andet for kvinder med børn på krisecentre indføre en ret til en familierådgiver. Samtidig skal det sikres, at børn på krisecentre modtager undervisning og lektiehjælp.

På kvindekrisecentrene er der nu psykologhjælp til mødrenes børn og unge.

Tilbud om sprogvurdering af alle tre-årige

Fra 1. august 2007 skal alle kommunalbestyrelser tilbyde alle treårige børn en sprogvurdering og opfølgning efter behov. Sprogvurderingerne skal være et ekstra redskab til at understøtte det pædagogiske arbejde med børns sproglige udvikling.

Læs om sprogvurderingerne og find materiale